Han går gennem regnen imod hangaren med faste skridt.

Håret klæber til hans ansigt, som en våd klud.

     Damp siver ud mellem hans tænder og forsvinder i mørket.

Den eneste lyskilder er den lommelygte, han holder i hånden. Det er for tidligt til at GBU har taget højde for at placere lyskilder om hangaren. Så selvfølgelig ingen overvågningskamera eller andre sikkerhedsforanstaltninger. Men alligevel vil Afsenderen have bragt ham her hen også selv om at skibene ikke er ankommet til Frankrig. Det giver ingen mening. Han kommer hen til den store port. Han tager sin hånd ned i lommen, fumler lidt og trækker nøglerne op. Hans hånden tøver lidt med nøglen ved nøglehullet. Han kigger op af den høje jernmur og læser ordene skrevet over porten “17. Windthemer" “Det er her” mumler han for sig selv. Han sætter nøglebundtet ind i hullet og drejer. Jernporten går uhyggeligt lydløst op. Han hopper hurtigt til siden, så han står gemt bag muren. Skrammel. noget har bevæget sig, måske i skjul. Et par minutter går men tilsidst vover han et hurtigt blik ind i hangaren. Det er helt mørkt.

Kasser og beholdere ligger spredt rundt omkring. Der er ikke blevet meget organiseret endnu, men han kan ikke se noget usædvanligt. Han har taget et kig på hangaren her i går, efter han fik beskeden. Ikke noget der er blevet ændret. Måske var lydene ren indbildning. Eller… Han ser noget. Noget menneskelignende. Det er som om rummet omkring ham lige sank 10 grader. Han tager et par skridt hen mod tingen, stopper op et par kasser væk.  Han kigger sig rundt omkring i rummet. Han glemmer helt, at han måske ikke er alene. Men hvis der er nogen, ville de vide at han er der nu. Han tænkte nok, at der er noget lusket over det her. Afsenderen var meget overbevisende til at starte med, men han kunne ikke tro beskeden. Han begynder at gå ind mellem kasser, med ujævne skridt. Så dør lyden af hans skridt hen. Med en rystende hånd giver han et lille dask til liget. Helt koldt. Manden som ligger udstrakt på jorden er blevet skudt. Død.